Analyse – Den grimme ælling

- Af H.C Andersen

Ude på landet lå en and på sin rede, og rugede sine æg.
Hun følte sig meget ensom, da alle de andre ænder svømmede rundt ude i vandet uden at komme op på bredden for at holde hende ved selskab. Men omsider klækkede æggene, og små ællinger kom ud.
Det største æg var endnu ikke klækket, så anden rugede videre.
På et tidspunkt kom en gammel and op på bredden til hende, og roste hendes fine unger, men advarede hende imod at det sidste store æg, muligvis var et kalkunæg.
Anden troede ikke på det, så hun rugede bare videre.
Da det sidste æg endelig klækkede, kom der en stor og styg ælling ud, andemoren blev derfor lidt bekymret for at det ikke var hendes egen ælling, men da hun så hvor godt den svømmede blev hun ikke i tvivl.
Dagen efter tog andemoren sine små ællinger ind i hønsegården, for at vise dem til de andre. Men da de andre så den grimme ælling, begyndte de at drille og nøfle ham.
Efter flere dage inde i den fortabte hønsegård, stak den grimme ælling af hjemmefra ned til den store mose. Da den havde været to dage ved mosen, mødte den to vildgæs som kom forbi. De tilbød ham at komme med, fordi han var så styg, at de kunne lide ham. Men så lød der et stort brag, og pludselig lå de to vildgæs døde i sivene. Der kom flere skud, og lige pludselig stod der en stor hund lige foran den grimme ælling, men den valgte ikke at æde ham. Den grimme ælling tænkte bedrøvet, at den var så styg, at selv hunden ikke ville æde ham.
Da jægerne var holdt op med at skyde, skyndte den grimme ælling sig af sted, så hurtigt den kunne over mark og over eng, indtil den nåede til et gammel hus som lå til at falde sammen.
Da den kom ind i huset, og fik set sig om, så den at der var en kat, høne og en gammel dame.
Den gamle dame blev meget glad for at se den grimme ælling, fordi hun troede den var en fed and, de besluttede sig derfor at lade den bo i huset, på bekostning af at den skulle lægge æg til dem.
Efter tre uger uden æg, begyndte katten og hønen at hakke til den grimme ælling, ''kan du måske skyde ryg eller spinde?''spurgte katten, ''eller lægge æg'' lød det gnavent fra hønen.
Den grimme ælling kunne hverken lægge æg eller skyder ryg og spinde, men det var den i bund og grund også ligeglad med, for den havde fået nok af dem, så den smuttede af sted på farten igen.
Det blev med tiden koldere og koldere, og på et tidspunkt var det så koldt, at den stakkels ælling var frosset fast til isen, men heldigvis kom der en jæger forbi, og tog den grimme ælling med hjem i sin hytte.
Da den grimme ælling var blevet varmet op, og kommet til live, fik den et kæmpe chok, da den så alle de mennesker, så den baskede så meget med vingerne den kunne, og fløj ud af en dør.
Da den var kommet ud, opdagede den, at det var blevet varmere, foråret var kommet frem.
Den fløj op og endte pludselig i en stor smuk have, og der fik den øje på de smukkeste svaner.
Den grimme ælling tænkte at den hellere ville dræbes af dem, end at blive nappet af ænderne, sparket af pigen, som passede hønsegården, eller dø af kulde.
Så den fløj over til dem og råbte ’’dræb mig kun’’ og bøjede sit hoved ned mod vandfladen, men da så den sig selv i spejlbilledet, og opdagede at den selv, var en smuk svane.
Det gør ikke noget at være født i en andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!

Personerne: Den grimme ælling, andemoren, den gamle and, den gamle kone, hønen, katten, ællingerne og vildgæssene.

På hvilken måde ligner det virkeligheden: Man godt kan blive drillet, fordi man er anderledes i virkeligheden.

Modsætninger: smuk – grim, gammel – ung, stor – lille og varmt – koldt.

Hovedtema: At være anderledes.

Morale: Selvom man er født et sted, hvor man måske ikke passer ind, og virker til at aldrig kunne blive til noget, kan man det alligevel godt.

Skrevet af Emil Schmidt 9.e